Hvorfor og hvordan virker et navneskift?

“I dag er det et år siden, at mit nye navn blev godkendt! Jeg føler for første gang, at jeg ikke står i vejen for mig selv, og at mit legeme kan rumme det, jeg skal her på jorden i dette liv. Det lyder jo spacey, men så er der de helt konkrete forandringer, som jeg måbende har været vidne til over de seneste 12 måneder.” Sådan skrev en tidligere klient til mig i weekenden og fortsatte:

 

 

“Mine smagsløg har ændret sig (jeg kan lide langt flere ting). Jeg har helet 10 års massive maveproblemer på seks uger (og er samtidig sluppet af med min angst). Mit forhold til vand er anderledes (alt fra pludselig at være blevet sådan en, der kækt springer i et forårskoldt hav og tager kolde bade til at indtage langt mere væske). Min galopperende weltschmerz i forbindelse med julen er forsvundet som dug for solen (i starten af december begyndte jeg at glæde mig til jul. GLÆDE MIG. TIL JUL). Jeg har ingen familietraumer eller dybtfølt vrede mod ekskærester tilbage. I løbet af året er jeg desuden blevet gift, er flyttet, har fået nye venner, har startet en dybt tilfredsstillende kundalini-yogapraksis osv. osv. osv.

Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste aspekt af mit liv, som er blevet forringet eller føles tungere efter mit navneskift. Ikke alt har forandret sig, bevares, men på så mange måder står jeg 100 gange stærkere nu, end jeg gjorde før. Og for det er jeg dig evigt taknemmelig. Af hjertet TAK for det og for dig.”

Men alle de forandringer kan da ikke skyldes et navneskift?

Det er altid en stor oplevelse at modtage en så overstrømmende tilbagemelding fra en klient. Det er ikke første gang, det er sket, men jeg bliver lige lykkelig, hver gang det sker. Det er naturligvis ikke fra alle, skal jeg lige tilføje! Mennesker oplever ændringen af deres vibrationsfundament meget forskelligt. Men tænk engang så stor en forandring på så forholdsvis kort tid for min klient her. Det er magisk og overvældende fantastisk både at opleve selv og være vidne til!

Men alle de forandringer, hun beretter om, kan da ikke skyldes et navneskift, kan det? Hvorfor er det, at et navneskift virker? Det er jo noget underligt noget …

Jeg troede ikke selv på numerologi og effekten af et navneskift, før jeg mærkede det på min egen krop. Jeg forventer derfor ikke, at andre skal tro på det. Alligevel er numerologien blevet en del af mit liv og min karrierevej. Jeg elsker nemlig det redskab, fordi det giver mulighed for den allerstørste personlige transformation overhovedet. Jeg har afprøvet rigtig mange forskellige tilgange indenfor personlig vækst og udvikling, og intet kommer i nærheden af den forandring, man kan skabe med et numerologisk navneskift i min optik.

Hvorfor virker et navneskift?

Et navneskift virker, fordi alt i universet er energi, der vibrerer på forskellige frekvenser, dvs. hastigheder, og afhængigt af, om frekvensen er hurtig eller langsom, har man at gøre med en høj eller en lav vibration. Vibration er et udtryk for energi.

Vi lever i et matematisk univers, der er struktureret efter snorlige lovmæssigheder. Struktureringen af vibrationerne foregår med tallene 1-9 i forskellige kombinationer gentaget i det uendelige. Tallene 1-9 korresponderer med bogstaver og kan oversættes til en egentlig distinkt betydning, som har en reel effekt i vores liv.

Din fødselsdato og dit navn er dit fundament i livet, men på en langt mere konkret måde, end du måske tror. Dit navn er nemlig meget mere end din identitet. I navnet ligger logikker, muligheder og begrænsninger. Den energi, der ligger bag hvert eneste bogstav og kombinationerne af bogstaver i dit navn er både grundlaget for din personlighed og udtryk for den “livs-matrix” af muligheder, du opererer indenfor – de kort du har på hånden i livet og den spilleplade, du bevæger dig på.

Hvordan virker et navneskift?

Med en metafor kan man sige, at med bevidsthed alene kan du ikke ændre vindforholdene i dit liv, men du kan tage personligt lederskab og sætte sejl og ændre sejlretning på livets hav. Håndtere livet bedre.

Med et navneskift ændrer du vindforholdene, dvs. dine helt grundlæggende livsomstændigheder. Mere eller mindre afhængigt af skiftets karakter. Og over en kortere eller længere periode afhængigt af dit bevidsthedsniveau. Navneskift virker sådan, at du begynder at tiltrække nye mennesker, omstændigheder og muligheder i dit liv. Alt det nye er et match til de nye vibrationer i navnet. Hvordan du så oplever dette, afhænger af dit bevidsthedsniveau.

 

Navneskift er ikke en tryllestav!

Det numerologiske navneskift er ikke en tryllestav. Det er dig, der er tryllestaven, når du begynder at forvalte dig selv på den rette måde. For nogle går det hurtigere end andre. Min klient, som jeg indledte med at fortælle om, har været klar og hurtig til at rykke på alle de nye muligheder, der lå i hendes vibrationelle opgradering. Det er ikke alle, der er lige så klar og hurtige eller har et så højt bevidsthedsniveau, som min klient. Men et navneskift medfører alligevel altid forandringer. Før eller siden. Det er derfor, at det numerologiske navneskift er et genialt redskab til mennesker, der ønsker forandring, men har så meget med i “bagagen” og reelt er så bange, at de aldrig får bevæget sig nok ud af deres komfortzone til at skabe de forandringer, de drømmer om i livet.

Med et navneskifte kan det ikke bare “blive ved snakken”. Forandringerne sker, uanset om du arbejder med eller imod.

Vil du vide mere om, hvorfor og hvordan et navneskift virker?

I lydbogen “Numerologi – Placebo eller Reel Effekt?” svarer jeg på spørgsmålene: Hvad er numerologi, hvad kan vi bruge det til, hvorfor og hvordan virker det, og er det egentlig ikke bare placebo?

Bogen leveres med en række arbejdsark, hvor du kan tjekke din egen fødselsdag og dine navne og selv vurdere, om der er noget om snakken. Læs mere om numerologi og køb lydbogen HER.

Kærlig hilsen

Sophia Carolina

#noterframinsjæl

Udgivet i Frekvens, Navneskift, Numerologi, Personlig transformation, Udvikling, Vækst, Vibration og tagget , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *