Det modsatte af 360° lederskab

360° lederskab i din virksomhed indebærer, at du også tager ansvar for dig selv og din egen energi. Jeg er opvokset med den tilgang, at det er vigtigere, hvad andre tænker og mener om livet og om mig, end hvad jeg selv måtte mærke og vide. I alt hvad jeg foretog mig i min barndom og ungdom, blev jeg altid korrigeret i henhold til en eller anden ydre målestok, der handlede om, ”hvad mon de andre tænker og mener?!”

At leve udefra-og-ind

Det er ret hårdt og drænende at skulle leve livet udefra-og-ind frem for indefra-og-ud. Og det er det stik modsatte af 360 graders lederskab. Du tager hverken ansvar for dig selv som person eller sjæl ved at bekymre dig om, hvad de andre tænker og mener.

Måske kender du det?

Jeg troede, at det var sådan, livet var. At jeg altid skulle orientere mig i det ydre først og så rette ind og tilpasse mit udspil. I mange år var jeg slet ikke bevidst om, hvad det var, der foregik, for det var så normalt for mig at ”tage temperaturen på omgivelserne”, før jeg selv kom til orde. Det foregik på ”autopilot” for mig. Andre opdagede det typisk heller ikke, for jeg var lynhurtig og kunne ”skifte farve” som en kamæleon på få sekunder. ”Antenne-barn” kalder man det.

Bevidsthed uden handlekraft

Da jeg skiftede navn første gang som 39-årig, blev jeg pludselig uhyre bevidst om denne tillærte autopilot-funktion, smerteligt selvbevidst, men jeg var ude af stand til at gøre noget ved den. I stedet sank jeg ned i det uendelige hav af uforløste følelser, jeg aldrig havde fået taget hensyn til og var lige ved at drukne i selvmedlidenhed og en omfattende og dyb selvforagt. 3 år senere i 2014 skiftede jeg så navn med numerologisk vejledning og oplevede, hvordan mit indre sprang ud i ”farver og festfyrværkeri” efter et halvt års tid. Oplevelsen af at være tung og træt, grå og kedelig forsvandt, og jeg begyndte at sprudle af kreativitet, begejstring og overskud. Transformationen var en ekstrem oplevelse og ikke kun mærkbar og synlig for mig selv. Dagligt fik jeg tilkendegivelser fra mennesker i min omgangskreds om min synlige ”farverige” forvandling. Da jeg ikke kunne bortforklare mine indre og ydre oplevelser som ”tilfældigheder” oven på de foregående tre års massive nedtur, vidste jeg, at jeg var nødt til at undersøge det med numerologi og navneskift nærmere, og i 2015 uddannede jeg mig til numerolog.

Placebo eller reel effekt?

I mange år har jeg følt en trang til at dele denne revolutionerende metode til personlig transformation med hele verden. Jeg har beskæftiget mig indgående med personlig udvikling, forandring og transformation i sammenhæng med organisations- og virksomhedsudvikling siden 2006. I 2015 tog jeg visdommen om de usynlige årsager bag succes med ind i min konceptudvikling. I morgen udgiver jeg lydbogen “Numerologi – Placebo eller Reel Effekt?” Du får en smagsprøve på lydbogen med nyhedsbrevet, som du kan skrive dig op til lige her på siden.

360° lederskab både med og uden navneskift

Vi kan tage 360° lederskab både med og uden navneskift, men vi kan ikke gøre det uden at skifte energisignatur. 360° lederskab i din virksomhed kræver, at du kender din energisignatur og tager lederskab for at forandre og transformere det, der er nødvendigt. På den ene eller anden måde. Det fortæller jeg om i lydbogen, der udkommer i morgen.  Min intention og mission med bogen er at oplyse og opløfte dig.

Kærlig hilsen

Sophia Carolina

#noterframinsjæl

Udgivet i 360° lederskab, Numerologi, placebo eller reel effekt, Vær-dig-hed og tagget .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *